Mine hastige skridt gav genlyd mod murene på husene, som omgav gaden. Jeg gik fast hen af fortovet. Byen henlå i nattens mørke og gjorde alle lyde skarpe og truende.

Jeg havde det som om, jeg havde feber. Sveden perlede på min pande, og jeg var sammenbidt af koncentration. Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at lukke stemningen fra de mange omkringstående huse ude; de mange menneskers hujende nærvær pressede forstyrrende på i mit indre. Jeg havde ikke lyst til at mærke den skiftende stemning af glæde, kærlighed, vrede, kedsomhed, skuffelse, osv. som udgik fra de mange værtshuse. Jeg havde rigeligt i mit eget svingende humør. Her på det seneste havde det været lettere for mig at tune denne mystiske "gave" ude, men mit stadie af panik, fik det hele til at vende tilbage. Faktisk værre end før – Det var lige før, jeg kunne fornemme, hvad folk tænkte.

Jeg skuttede mig og gik hurtigere til. Jeg havde den største følelse af ensomhed. Det var svært ikke at synke ned i selvmedlidenheden, men tanken om mit mål, fik mig til at holde ud: Bellas sikkerhed.

Jeg drejede om et gadehjørne og stod der så pludseligt. Det var et rødt murstenshus, med omgivende have. Det var ikke det mest vedligeholdte hus på gaden, men pænt og respektabelt. Huset var flygtigt oplyst af en gadelygte, de fleste af vinduerne var mørke. Undtagen det øverste.

Jeg gik rask hen over gaden, med jakken flagrede efter mig. Jeg tænkte ikke, da jeg trådte over stakittet og gik helt tæt op af muren og kiggede op mod vinduet. Jeg var drevet af instinkter. Ved siden af mig, var der en robust slyngplante, som snoede sig op af husmuren. Jeg vidste ikke, om det var det rigtige vindue, det kunne ligeså godt have været hendes fars. Men jeg måtte prøve.

Jeg tog godt fast i planten og afprøvede, om den kunne bære min vægt. Det lod det til. Jeg klatrede hurtigt op. Planten klagede sig, men holdt. Pludselig var jeg oppe ved vinduet og kunne kigge ind, åndeløs af spænding. Min vejrtrækning stoppede helt, da jeg så hvem, der sad derinde.

Hun sad med ryggen til mig på en skammel, hendes front vendt ind mod et sminkebord. Hun redte sit sorte, lange hår med drømmende, langsomme bevægelser, mens det så ud som om, hun nynnede. Hun så ikke ind i spejlet foran sig, eller ville hun have set mit ansigt titte op fra den nederste kant af vinduet. Jeg så mit eget ansigtsudtryk, som lyste betaget op ved synet af Bella i hendes lange natkjole. Det var en andægtig en af slagsen, knappet helt op i halsen, men den var svagt gennemsigtig i de bløde natlampers skær. Synet af hende overgik min vildeste fantasi.

Plantet gav sig pludselig med en klagende lyd, og jeg greb forfjamsket ud efter kanten af vindueskarmen da den forsvandt under mine fødder. Pludselig hang jeg i luften med fødderne dinglende i luften med et desperat greb om vindueskanten.

Bella havde hørt mig, og rejste sig straks med et sæt. Hun så på mig med store øjne, først helt stivnet, men kom så til sig selv. Hun styrtede hen for at åbne vinduet og trække mig ind i værelset, så jeg ikke skulle falde ned. Jeg trak mig op i armene med et grynt, og kom med hendes hjælp ind i rummet. Jeg væltede ned på gulvet med et bump, men jeg skyndte mig straks at rejse mig op og børste støvet af mig, dybt forlegen. Jeg var lige blevet grebet i, ikke bare at luske rundt om hende hus om natten, men også i at glane gennem vinduet til hendes rum som en anden sjofel særling. Synet af hende halvnøgen, som hun jo var, hjalp ikke på at klare tankerne. Situationen gjorde mig hed i kinderne, men denne gang af helt andre grunde. Det var et tæt løb mellem forlegenhed og begær efter hende.

Hun skulle til at sige nogen, havde åbnet munden for uden tvivl at udspørge mig med spørgsmål, som ville være svære at undgå, da hun brat standsede og kiggede på mig med store, åbne øjne og let åben mund. Jeg skulle virkelig lægge bånd på mig selv for ikke at styrte gennem rummet og tage hende i mine arme, og det kunne desværre ses på mig. Hendes kinder blev langsomt fyldt med en rødmen, og hun slog kort blikket ned i gulvet. Hun gjorde mig blød i knæene, og jeg glemte helt den pinagtige situation. Hun rømmede sig for ligesom at samle sig lidt. Men så kunne forhøret heller ikke vente længere.

"Hvad i alverden laver du her?" Spørgsmålet kom rapt og smertende skarpt. Hvordan i hulen skulle jeg kunne besvare det uden at lyde som en tosse? Hun havde foldet armene omkring sig og kiggede afventende på mig.

For at vinde lidt tid, kiggede jeg mig rundt omkring i det feminine værelse. Hele rummet var holdt i gyldne, bløde farver. Det var som at træde ind midt i en honningfyldt bikube. Eller rettere som bikubens dronningebolig, da der specielt ikke var sparet på de fornemme detaljer. Midt i rummet stod en himmelseng, med lyse gardiner for og med et natbord på hver side. Jeg undrede mig over, hvad pigen skulle bruge en så stor seng til. Jeg måtte hurtigt løsrive mig fra tanken, så jeg stadig kunne besvare hendes spørgsmål, da jeg hurtigt fik lidt for gode idéer om, hvad sengen kunne bruges til. Jeg havde lyst til at slå mig selv hårdt for at kunne tænke så vulgært.

Jeg kiggede flygtigt på hendes ansigt og rømmede mig så. "Jeg ville bare se, om du var okay," mumlede jeg og kiggede ned på mine fødder.

Hun så dybt forbløffet ud. "Du ville se om… om jeg var okay?" sagde hun, i det mest spørgende og forbløffede tonefald, jeg nogensinde havde hørt. Hun lod armene falde ned til siden, og hun bevægede sig en umærkeligt tættere på mig. Jeg blev utroligt hed om ørene, da jeg selv kunne høre, hvor tåbelig, jeg lød. "Ja," svarede jeg kløgtigt, og vippede lidt på hælene.

"Og må jeg så spørge hvorfor?" fortsatte hun, mens hun gik hen til en stol, hvor en badekåbe lå. Hun bandt den rundt om sig, mens hun fortsat kiggede på mig.

Jeg kløede mig i nakken og kunne ikke se nogen udvej. Jeg måtte finde den mindst voldsomme måde at fortælle hende sandheden på.

"Jeg hørte, at din far var ude og lede efter morderen, som huserer for tiden. Jeg ville ikke have, du skulle være ladt ubeskyttet tilbage. Så jeg tog herover, klatrede op til dit vindue for at tjekke, om du var okay. Det var ikke meningen, at du skulle opdage mig." Se det lød jo overhoved ikke særligt meget som en psykopats tankegang, tænkte jeg bittert sarkastisk. "Jeg havde, så dum som jeg er, ikke overvejet, at slyngplanten måske ikke kunne holde til min vægt. Jeg er jo ikke helt lille."

Det sidste blev sagt med et halvsmil, men jeg blev helt forlegen, da hun lod sit blik vandre vurderende hen over kroppen på mig. Det fik en rislen til at løbe igennem mig, og jeg stak hænderne i lommen, da jeg ikke ville vise min ophidselse. Hendes blik standsede ved mit ansigt, og hun snappede umærkeligt efter vejret, da hun så mine øjne, som sugede hende ind. Sådan stod vi lidt, og jeg skulle lige til at tage et skridt fremad, da hun rømmede sig og afbrød øjenkontakten ved at vende sig om.

Hun greb efter hårbørsten og begyndte tænksomt at børste sit hår, mens huns fulgte mig i spejlbilledet. Jeg vendte mig også rundt og kiggede gennem det åbne vindue, mens jeg ikke fattede hvordan, jeg var havnet her. Men samtidigt var jeg også ophidset af tanken om at være lige netop her, hvor jeg allerhelst ville være i hele verden; i Bellas soveværelse. Hvor tit havde jeg ikke fantaseret om dette sted.

Jeg blev opmærksom igen ved lyden af Bella, som smækkede hårbørsten ned i bordpladen og vendte sig om mod mig, igen med korslagte arme. Jeg kiggede på hende, udtryksløst.

"Og hvad havde du så tænkt dig at gøre, efter du havde tjekket, om jeg var okay? Slå lejr udenfor?" sagde hun spøgefuldt. Jeg blev slået at det behagelige ved den idé: Konstant at være i nærheden af Bella.

"Du er godt klar over, at jeg kunne få min far til at anholde dig, så snart han kommer hjem?" Hun sagde dette udfordrende, med hævet øjenbryn. Dette forbløffede mig, der var ingen fornærmet tone at spore i hendes stemme. Snarere lød det som om, hun morede sig. Kunne hun virkelig være kommet sig så hurtigt over min nærmest maniske opførsel og oveni købet more sig over den?

Jeg kiggede spørgende på hende, mens jeg sagde: "Det samme kunne du. Du har sikkert et par håndjern til at ligge herinde et sted." Jeg smilede af den sidste sætning, da den åbenlyst var en udfordring. Jeg var lige ved at tro, hun ville blive dybt forlegen og begynde at skrige op om, at jeg skulle forsvinde. I stedet kæmpede hun for at undertrykke en fnisen og måtte dække over den med en hånd. Jeg stod betaget af lyden.

"Pas nu på, at jeg ikke gør alvor af min trussel. Jeg kender dig jo nærmest ikke, og det er jo ikke helt normalt, at bryde ind gennem vinduet til unge, uskyldige piger." Hun smilede, og tilføjede så ligesom til sig selv: "Selvom jeg må indrømme, at det er noget så romantisk, hvis det, han sagde, virkeligt var sandt," hvorefter hun kiggede flygtigt op på mig, og bed sig i læben, ikke sikker på, om jeg havde hørt det. Jeg lod som ingenting.

"Nå, men nu hvor du er her, kan du se, at jeg har det helt fint. Så du kan godt gå." Hun kiggede værdigt på mig, og gik hen til døren, som hun åbnede. Jeg fulgte efter hende, men da jeg var kommet helt tæt på hende, så tæt, at jeg kunne dufte hendes søde duft, lukkede jeg i stedet døren og lænede mig op af den. Hun kiggede op på mig, og trak vejret hurtigt, tydeligvis overrasket. Hun fik pludseligt et usikkert blik i øjnene, og hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre af sine hænder. Mit hjerte flagrede, men jeg skjulte det så godt, jeg nu kunne. Jeg kiggede på hende under sænkede øjenlåg og smilede svagt. "Du vil jo i virkeligheden ikke have, at jeg går."

Den drillende tone fik hendes usikkerhed til at forsvinde med et trylleslag, og stædigheden tittede frem i stedet. Hun skubbede hagen frem og trak sig lidt tilbage, men jeg var dybt tilfreds med at se, at hendes hånd rystede let, da hun trak håret tilbage over øret.

-;*;-

"D-Du skal gå nu," sagde hun og vendte sig om. Jeg lod et sidste blik glide over hende, hendes slanke skikkelse i badekåben, som var aftegnet i vinduet, med det lange, mørke hår vældende ned over ryggen. Det gjorde næsten ondt i hjertet, og jeg kunne ikke lade være med at tøve lidt i døren med en øm følelse, som afspejlede sig i mine øjne. Jeg rakte tøvende ud for at tage et hår, som var faldet af, som lå på skulderen af hendes morgenkåbe. Hun kiggede overasket på mig over skulderen, da hun åbenbart troede, jeg tog fat i hende. Hun fik øje på håret og kiggede så igen på mig.

-;*;-

Jeg holdt hendes blik et kort øjeblik, inden jeg vendte mig rundt og gik ud fra det gyldne værelse, med den dyrebare souvenir.