Jeg holdt vejret hver gang døren gik op.
Luften kom skuffet ud igen, da jeg så, det ikke var hende, og jeg sank tilbage i stolen. Viskelæderet trommede utålmodigt mod skolepulten, mens jeg ventede de ti minutter, før timen gik i gang. Rundt om mig var der den sædvanlige larm fra plaprende, intetanende elever, der fyldte hinandens hoveder med tom snak og bagateller.
Jeg havde den ene arm slynget nonchalant over stoleryggen, mens jeg afslappet legede med hviskelæderet. Der var gået intet mindre end 8 timer, siden jeg sidst så hende. Her, siddende i det lyse klasseværelse, kunne jeg godt komme i tvivl om hvorvidt nattens aktiviteter virkelig havde fundet sted.
Hver gang jeg følte sådan, rakte jeg ned i lommen efter den lille smykkeamulet, jeg forsigtigt havde puttet Bellas hårstrå i. Mine fingre lukkede sig om den, og jeg fyldtes med en varme. Jeg følte mig beskyttet og omgivet af hende, nu jeg havde en del af hende hos mig, hvor end jeg gik.
Døren lukkede sig med et smæld, og jeg slap omgående amuletten igen, så den dumpede ned i lommen. Mit blik søgte op, og et smil bredte sig over ansigtet, da jeg fik øje på en velkendt, brunhåret frøken med rødmende kinder.
Hun snublede ned gennem rækkerne og var på vej forbi mig, da jeg rømmede mig diskret, men bestemt. Hun kiggede på mig med opspærrede øjne og havde kroppen peget ned mod det tomme sæde bagerst i klasselokalet.
"Som du kan se, er der plads her. Vil du ikke gøre mig den ære at sidde hos mig i dag?"
Jeg smed anmodningen af sted så let som ingenting, men hjertet bankede i brystet, og jeg kunne ikke helt møde hendes blik. I stedet fandt de mere tilpas hvile på hendes læber.
"Øhm… O-okay," hakkede hun og lod sig dumpe ned ved siden af mig. Jeg rettede mig op og gjorde plads til hende ved bordet, mens jeg følte triumfen brøle i mig. Hun sad ved siden af mig!
Vi fik ikke tid til yderligere konversation, da miss Wright kom ind i rummet. Det var måske godt det samme, for jeg var pludselig blevet helt tør i munden og kunne ikke komme på noget som helst at sige, nu Bella sad så tæt på mig.
Hun havde dydigt lagt sine bøger og penalhus frem på bordet og sad rank med benene samlet foran sig. Jeg lagde mærke til at hendes bryst hævede og sænkede sig lidt hurtigere end normalt, og rødmen ville ikke forlade hendes kinder. Det var hypnotiserende. Jeg kunne mærke, jeg blev ophidset, og jeg måtte klemme hårdt om blyanten for at kunne få tankerne på ret køl igen. Jeg ville ikke besudle hende med beskidte tanker. Især ikke efter hun havde vist mig den ære at sætte sig ved siden af mig.
"Hvilken del af opgaven vil du have?"
Spørgsmålet kom blødt og hev mig ud af den trance, jeg havde befundet mig i. Jeg kiggede overrasket op og blev suget ind i hendes chokoladebrune øjne. Det sendte et stød igennem mig hver gang dette skete, og det blev automatisk umuligt for mig at se væk.
Jeg tvang mig selv til at se op på tavlen på den skrevne opgave. Vi skulle skiftes til at udspørge hinanden på latin. Jeg var normalt rimelig sikker i sproget, men mine tanker var helt tågede. "Du må hellere starte," sagde jeg, og lod mig finde tilbage i en mere behagelig position, hvor jeg betragtede hende.
Hun slog blikket ned og lod håret feje ned foran ansigtet. Jeg undrede mig over dette: Hvorfor havde hun lyst til at gemme sig? Havde jeg gjort hende forlegen efter i går?
Da hun ikke sagde noget, lænede jeg mig frem mod hende, og greb fast i hendes hånd. " Er du okay?"
Da hun kiggede op, slap jeg hende ikke. Jeg var overrasket over mig dristighed, men efter i går, var det som om en barriere manglede. Jeg så dybt ind i hende mørke øjne og prøvede at ignorere hendes rosenrøde, lokkende mund. Den havde allerede fået alt for meget opmærksomhed.
"Ahøm!"
Mrs. Wright stod pludselig foran os med korslagt arme og et strengt ansigtsudtryk. Det var ikke gået op for mig, at hele klassen også var begyndt at stirre på vores fastlåste intimitet. Jeg havde, uden at tænke over det, rykket tættere på hende, og der var kun få centimeter mellem vores ansigter. Bella så på mig under sænkede vipper og var tilsyneladende ligeså paralyseret som jeg.
Jeg slap hende langsomt og rettede mig op i en mere værdig positur, gjorde mig klar til irettesættelsen. Ved siden af mig, rystede Bella hovedet og så desorienteret op. Mrs. Wright blev ved med at stirre stift på os.
"Dig. Flyt dig om til bordet bagerst."
Min hånd knyttedes, og jeg bed tænderne sammen over denne hårde, kommanderende tone. Jeg brød mig ikke om det. Især fordi den var rettet mod Bella.
Hun samlede klodset sine ting sammen og rejste sig op. Hun sendte mig et flygtigt blik og skyndte sig så derefter om bag ved.
-;*;-
Uden for skolen lå jeg på lur. Igen.
Det var som om hele min eksistens var blevet koncentreret om at finde mulige undskyldninger for at kunne tilbringe mest mulig tid med Bella.
Da jeg endelig så hende dukke op i døren, gav mit hjerte et hop. Jeg gik ivrigt frem, da min bane blev brudt af en skygge.
"Hvad i hulen var det der foregik inde i klassen?" Frank havde et spørgende, men dog stadig drillende udtryk i øjnene. Jeg sukkede. Jeg havde glemt alt om Frank. Det føltes som lang tid siden vi skiltes aftenen før ved Den Salte Kringle.
"Hvis jeg skal være ærlig, ved jeg det ikke helt præcist. Vi snakkede om opgaven, men pludselig stod alt bare helt stille."
Jeg begyndte at gå lige så stille, men jeg kiggede efter Bella. I det korte øjeblik, der var gået, var hun smuttet uden for syne.
Frank smilede bredere og gik ved siden af mig med armene daskende ned langs siden. Det havde aldrig irriteret mig før. Her på det sidste var det som om, han gik mere og mere i vejen. Jeg rystede de fjendtlige følelser af mig. Frank var min bedste ven. Uden ham ville verden se helt anderledes ud.
"Jeg kan da godt forstå det. Hun er lidt af en laber larve," sagde Frank, mens han så hen mod parken et stykke fra skolen. Der sad en person på en af bænkene foran. Min jalousi druknede i glæden ved at genkende skikkelsen som Bella.
"Undskyld mig," sagde jeg, for anden gang, og gik beslutsomt frem. Denne gang skulle hun ikke undslippe.
For en gangs skyld, smilede hun, da hun fik øje på mig. Det gav et sug i maven. Smilet blev selvfølgelig efterfulgt af en rødme, som gjorde hende endnu mere pragtfuld at se på. Som hun sad der på bænken mod træerne i sin skoleuniform, var hun en ren hjerteknuser. Selvfølgelig ville det ikke være noget, hun var klar over. Hun var underligt ubevidst omkring hendes effekt på de fleste af hankøn.
"Hej," sagde jeg og bed mig straks i tungen over min åh så formfuldendte galanthed. Hvor klodset.
"Hej," sagde hun og smilede tilbage. Mit hjerte sprang som sædvanligt et slag over.
Jeg kiggede hen ad den roligt trafikerede vej og tilbage mod hende. "Har du brug for lidt hjælp til at finde vej hjem igen? Jeg tilbyder dig gladelig min arm."
Hun kiggede ned i jorden med et genert, lille smil over denne tydelige kurtisering. Jeg var nået til det punkt, hvor der var alt at tabe og intet at vinde, hvis jeg skjulte min hengivenhed. Jeg kunne ligeså godt smide kortene på bordet, nu hvor jeg var nået så langt. Jeg satte mig derfor ved siden af hende på bænken.
"Jeg vidste ikke dit hår havde det mørke, rødlige skær i sig," sagde jeg og legede med en lok mellem mine fingerspidser.
Bella kiggede genert ned i jorden og rødmede. Jeg kunne føle hjertet hoppe et slag over og en varme sprede sig i mig, ved synet af hende. Hun så så uskyldig og sårbar ud, som hun sad der.
Jeg blev pludselig pinligt berørt over, at jeg stod og stirrede på hende igen, som en anden idiot, og stadig holdt hendes hår mellem mine fingrer. Jeg lod hånden falde og kiggede forlegent til siden, da jeg så hende kigge op på mig. "Er der noget i vejen?" spurgte hun efter en kort pause og lagde spontant sin hånd på min arm.
Det gav et gib i mig ved hendes berøring. Jeg sprang op og kiggede med store, overraskede øjne på hende. Jeg gav hende sådan et chok, at hun kom til at hikke af forskrækkelse og straks tog sin hånd til sig igen, for at dække over hikken.
Jeg var selv lettere chokeret: Hvad var det for et stød, der var løbet igennem mig? Jeg kunne føle en prikkende varme, der, hvor hendes hånd havde lagt, selv gennem min jakke, og jeg følte en rislen løbe igennem kroppen.
Jeg kiggede ned på hende og grinede et skævt smil. Jeg så på hendes ansigt, som atter tog farve af en dyb rødmen. Troede hun nu, at jeg ikke kunne lide hende, siden jeg sådan sprang op? Hun forvirrede mig sådan, jeg havde ikke den samme klarhed med hende, som jeg havde med andre mennesker. Det ville være helt absurd, hvis hun troede det, sådan som jeg kunne føle hjertet svulme for hende i dette øjeblik.
"Du må have undskyldt, at jeg sådan forskrækkede dig," sagde jeg lavmælt og kiggede fåret på hende. Hun grinede genert og rystede på hovedet, stadig hikkende. Jeg kunne ikke undgå at grine af hende, hun så virkelig komisk ud, helt forlegen over hendes pludselige hikke. Jeg hjalp hende op fra bænken, så vi stod tæt på hinanden.
"Og for hikken også." Vores øjne mødtes i, hvad der skulle have været et tilfældigt og kortvarigt blik, men jeg kunne pludselig ikke få mig selv til at kigge væk. Jeg så fortabt ind i hende chokoladebrune øjne. Det blev hende, som kiggede væk i et anfald af forstærket hikke. Jeg undrede mig smilende over, om rødmen mon var blevet en permanent del af hendes udseende?
" Hmm… " sagde jeg igen og tog, efter en stor vejrtækning og opbyggelsen af alt mit mod, hendes hånd i min, prøvede ikke at vise hende, hvor meget det kostede mig at gøre det. Ville hun mon trække hånden væk igen?
Nej, hun beholdt den i min, til min store overraskelse, og så på mig med så meget varme i øjnene, at jeg følte en kuldegysning løbe ned af rygraden. Jeg aede hendes hånd med min tommelfinger, kun afbrudt af hendes hikke.
"Jeg kender en sikker kur," sagde jeg frækt med et glimt i øjet og trak hende ind til mig. Hun stivnede svagt, men gjorde ingen modstand. Jeg lod min kind stryge ned over hendes. Min læber rørte næsten hendes øre og min varme ånde bølgede blidt ned over hendes nakke, mens jeg strøg hende over ryggen.
Jeg kunne mærke til min store tilfredsstillelse, at hun skælvede. Heller ikke jeg var helt upåvirket; jeg havde svært ved at holde mig oprejst, da mine knæ var helt bløde af bevægelse. Jeg var fortabt for verden, i de sekunder, jeg holdt hende i mine arme, hensunket i ren fryd. Jeg lugtede smilende til hendes hår, lykkelig over endelig at være tæt nok på hende til at kunne gøre sådan. Hun havde en meget blomsteragtig duft, men også noget andet, som umiddelbart drog mig ind til hende. Min vejrtrækning kom hurtigere, mens hendes helt var standset.
Jeg trak mig lidt væk og så på hende. Hendes mund var let åben og hendes øjne lukkede. Pludselig trak hun vejret skælvende igen. Hun åbnede langsomt sine øjne og kiggede på mig bag halvt lukkede øjenvipper. Denne gang var det min tur til at skælve.
Hun havde mig. Det håbede jeg, at hun vidste. Jeg nærede ikke længere et andet ønske i verden end at være hendes. Det kunne ikke være så svært at se på mig. Pludselig kom en overvældende følelse og oversvømmede mig. Mine øjnes intensitet styrkedes, og jeg kunne se på hende, at hendes krop reagerede ved at rykke sig nærmere.
Jeg var ikke længere kun forelsket. I det øjeblik vidste jeg, at jeg elskede hende og ikke kunne leve uden hende. Jeg ville gøre alt for hende, kæmpe til sidste blodsdråbe for hende og min største prioritering var hendes velbefindende.
Mine parader var derfor helt sænkede, da jeg lod hende læne sig ind mod mig og hendes læber blidt røre mine. Mine arme strammede deres greb om hendes talje og hun hævede sine hænder til at lade den ene nusse min nakke og den anden gribe i mit hår. Kuldegysninger løb ned af min ryg og varme trykkede mod de steder, hvor vores kroppe var presset ind mod hinanden. Jeg lod en let knurren slippe ud mellem mine tænder, som en veltilfreds panter.
-;*;-
Rystelser gik igennem hende, og jeg slap forskrækket hendes mund for at se hvad der var galt, derefter for blot at erkende, at rystelserne skyldtes et voldsomt grineanfald. Da jeg indså det, kunne jeg ikke undgå selv at se det komiske i min pludselige knurren. Men jeg slap hende ikke et sekund, hendes krop var fortsat trykket ind mod min.
Jeg betragtede hende med et halvsmil på læben. "Se, jeg havde ret; Din hikke forsvandt!"
Jeg blinkede til hende og vi knækkede atter sammen, rystende af grin. Jeg lod igen spontant mine læber trykke mod hendes i et langt, dvælende kys, inden vi modvilligt slap hinanden igen, lige bortset fra vores hænder, hvis fingre var urokkeligt flettet ind i hinanden.