Næste morgen vågner hun op tæt krøllet ind til den mand hun sådan har savnet, men det er underligt at det bare er dem, at det hele sådan er forbi. Hun ser på ham, og opdager at han ligger og kigger på hende.
"Finder du noget interessant?"
"Jo, mildt sagt. En smuk ung kvinde i min seng."
Hun griner lidt af ham. Han forstår nu at charmere hende, og hun kysser hans kind, inden hun sætter sig op i sengen. Så er der lige det med hendes tøj. Hun ser over mod den skuffe hun har fået tilkæmpet sig og smiler.
"Hmm.. Du er sød."
Summer rejser sig op og går over til skuffen, og ikke overraskende ligger der en vinrød skjorte, og en lille stak nederdele. Den skjorte har hun faktisk ledt efter længere tid, men den har åbenbart ligget er det sidste halve år.
"Det ved jeg godt.. Sig mig, hvad er det du sådan skal nå? Det ligner ikke dig at være oppe før ni når du ikke skal noget bestemt," lyder en stemme bag hende, og hun ryster på hovedet af ham.
"Kan du så blande dig uden om! Du fik samme svar i går. Ih, jeg anede ikke at du kunne være så nysgerrig," svarer hun drilsk tilbage, men hun taber tråden da hans hænder glider ned over hendes bare ryg, og hun hiver skjorten op foran sig og vender sig rundt.
"Så.. Opfør dig ordentligt. Du skal nok finde ud af det når jeg synes du skal."
"Hmm.. Men," starter han, og ryster så på hovedet. "Ja ja da, men lov mig du ikke kaster dig ud i noget dumt."
"Ha! Og det kommer fra dig, manden der redder hele verden," siger Summer, og kysser hans kind.
"Men det her kan jeg love dig ikke er det mindste farligt."
Hun vender sig med ryggen til ham og tager sin bh på, inden hun hiver skjorten over hovedet. Der er meget hun skal have styr på hvis hun skal realisere sin idé om et apotek. Først pengene til overhovedet at have lokalerne, så hvor hun skal have de penge fra. Lucius ville hun for det meste kunne gå til, og siden der er et par måneder endnu til hun er myndig, har hun ikke meget adgang til det hendes mor har sat til side. Når hun tænker over det er det egentlig længe siden hun har set Helena, og hårene i hendes nakke rejser sig. Hun kunne også spørge hende om hjælp, men det er ikke ligefrem fristende. Gad vide hvad hun laver nu når hun ikke har Mørkets Herre at gå og fedte for. Summer bider sig i læben, og ser på Severus. Måske hun bare skulle lade ham være med på hendes plan, den er bare ikke en gang i forberedelsesfasen.
"Okay, jeg har måske brug for din hjælp.."
Hans smil siger hende at det var det rigtige at gøre, sådan at spørge ham om hjælp, og hun går i gang med at kæmpe sig mere i tøjet.
"Nu er det interessant. Med hvad dog?"
Hun forsøger at knappe sin nederdel mens hun overvejer sine ord og sukker så.
"Først og fremmest med at knappe den her nederdel. Er jeg blevet federe på det seneste?"
Hun kan mærke Severus' lydløse latter mod hendes ryg og hun fnyser så.
"Måske.. Dine hofter er en smule bredere end de plejer at være, men du er stadig yndig."
Hun vender sig om mod ham og krydser armene med en skeptisk mine i ansigtet.
"Må jeg lære dig en ting om kvinder? Giv dem aldrig ret hvis de siger at de er blevet rundere.. Nå, men det var nu ikke lige det jeg ville snakke om. Du ved, jeg har gået og leget med den her tanke om et apotek. Og, tja, jeg mangler startkapital. Jeg kunne snakke med Lucius, men.. Det her er bare ikke det rette tidspunkt, vel?"
"Du tænker for meget nogle gange. Når det er dig tror jeg at han er villig til at stå på pinde hvis du har brug for hjælp."
Summer sukker, og nikker så svagt. Severus har jo nok ret. Det ville undre hende hvis ikke Lucius ville hjælpe hende, særligt når det kun er et spørgsmål om penge.
"Du har ret. Tak. Det er bedre end at gå til plan B."
"Sådan af ren nysgerrighed, hvad var plan B?"
"Vil du virkelig vide det? Hmm.. Min mor."
Den skepsis der møder hende i Severus' blik siger hende at han er lige så lidt begejstret for den idé som hun selv er, og hun ryster så på hovedet.
"Jeg ved det godt.. Og jeg har ikke set hende siden.. Hmm."
Hendes tanker vender tilbage til den forfærdelige krig der har været, og et hulk undslipper hende. Narcissa er væk. Den kvinde hun langt mere betragtede som sin mor end Helena, og hun lægger armene om Severus' skuldre.
"Summer, skat.. Det skal nok gå."
Hun bider sig i læben, og prøver at få kontrol over sine følelser, men lige netop med Severus kan hun lade dem få frit lejde, og hendes varme tårer falder på hans skulder, inden hendes hulk stopper igen. Hun savner hende, ubeskriveligt meget. Hun var jo ikke en gang særlig gammel, men alle har vel mistet noget. For slet ikke at tale om Lucius og Draco. De lignede to spøgelser dagen før, men henholdsvis skulle lægge sin kone eller sin mor i graven, det må være hårdt for alle og åbenbart også hende selv. Hun får kontrol over sine følelser igen, og kysser Severus' ru kind.
"Tak.. Det er bare så underligt det hele, lige nu. Jeg troede også at jeg havde mistet dig."
Hun bider sig i læben. Lige nu kører tankerne vidst bare rundt i hovedet på hende.
"Jeg ved det godt. Og det beklager jeg. Men jeg kunne ikke rigtig fortælle dig at jeg stadig var i live."
"Nej, jeg ved det godt. Men, jeg ved ikke hvordan jeg skulle have klaret mig.. Uden dig, uden at vide at du i det mindste var her, også selv om du var gået fra mig."
"Summer, jeg er her nu, og jeg giver ikke slip på dig igen. Det var en fejl at tro at det var bedre for dig hvis du ikke skulle trækkes med en halvgammel gris som mig. Jeg tog fejl. Vi har det begge to bedre med hinanden ved vores side."
Hun bliver overrasket over hans så kærlige ord, og hun kysser igen blidt hans kind.
"Undskyld. Jeg burde have mere tiltro til dig."
Han har altid været der når hun har haft brug for ham, når det hele er faldet ned omkring ørerne på hende, eller når hun bare havde brug for at se en hun stolede på. Sådan har det været i mange år. Han har altid haft tid og overskud til hende. Selv da Draco var sammen med hende der Granger, hvilket Summer aldrig rigtig forstod. Hun var så hård ved ham. Eller, hun var i hvert fald ikke helt fair. Nå ja, og så havde hun jo sine egne kampe med Hermione, der åbenbart bare havde besluttet sig for ikke at bryde sig om hende. Det var hårdt, for hende selv, og sådan at se Draco være forblændet i en pige der ikke på nogen måder var god for ham, var heller ikke nemt. Da Severus stryger fingrene over hendes kind for at tørre en tåre bort bliver hun revet tilbage fra sit evige dagdrømmeri.
"Du skal ikke undskylde. Det er vidst min egen skyld at du havde grund til tvivl."
Tja, måske han har ret, men hun synes nu det ligger på dem begge to. Hun slipper sig tag i ham, og han ømmer sig lidt. Hun havde glemt sårene omkring hans hals og nakke, og hun bider sig i læben.
"Undskyld. Skal jeg ikke rense det der inden jeg går?"
"Jo, det ville være rart."
Han sætter sig på sengen, og hun går ud efter en vaskeklud, og fugter den under hanen, og sætter sig så ved siden af ham. Sårene ser bedre ud, men der er stadig betændelse i dem. Det er utroligt at han overhovedet er overlevet sådan et slangeangreb, men hun klager ikke. Hun ved ærlig talt ikke hvordan hun ville have det uden ham. Bare den tid han lå bevidstløs, og det var ikke mere end et døgn, da var hun helt i panik. Hun vasker stille sårene, og hun kan se hvordan han bider sammen for ikke at lade hende høre på ham hvor ondt det gør.
"Der er kun lidt endnu.. Men der er betændelse i det.."
Hun bider sig i læben mens hun koncentrerer sig om at rense sårene. Hun ville ønske at der var en besværgelse eller et middel mod dem, men de må vidst passe sig selv, som det ser ud nu. De er blevet bedre, han er ikke hævet længere, og der kommer ikke gult puds ud af sårene.
"Betændelse? Tja, hvad skulle man ellers forvente. Pokkers slange."
Hun smiler lidt når han sådan bander, men det går ham tydeligvis på at han sådan har ligget ukampdygtig mens kampen rasede på sit største. Hun tør ikke sige det til ham, men hun sætter på sin vis pris på at han var nødt til at ligge der på gulvet i salen. I det mindste rodede han sig ikke ud i et eller andet skørt forsøg på retfærdighed, der helt sikkert ville få ham slået ihjel.
"Jeg ved det godt. Men der er ikke mere jeg kan gøre."
"Jo du kan. Hvis du tænker dig om. Bogen fra jeres 6. år, omkring side 230.. En salve, smertestillende, og mod betændelse."
Hun rynker brynene af ham, og ser ham så i øjnene, og hans drilske smil siger hende at han ikke fisker efter noget lægemiddel, han driller hende bare.
"Nå, hvis du skal spille smart klarer du det selv. Du er vidst også ved at være godt frisk når du sådan kan pjatte med mig."
"Men det er meget bedre at du laver salven. Du har stadig brug for rutine. Jeg kan sagtens, men du skal vel også lære det. Hvad med dig og det apotek? Skal jeg lave alt det praktiske."
Hun griner af ham, og puffer ham så tilbage i sengen, hvor han ligger og griner for sig selv.
"Gamle tosse. "
Hun ryster på hovedet af ham, men kan næsten ikke selv holde op med at grine. Hun går ud og skyller kluden ren, og kravler op på sengen til ham.
"Og nu må jeg virkelig smutte. Du har holdt på mig meget længere end hvad jeg havde tænkt mig."
Hun kysser hans pande, og ser ned på en storsmilende Severus.
"Kommer du hjem og laver mad?"
"Mænd altså.. Jeg ved det ikke.. Vent, er det her hjemme nu? For mig?"
Hun ser skeptisk på ham mens hun roder op i hendes lange hår, og hun kan ikke rigtig tyde hvad der foregår inde bag hans mørke øjne.
"Det er hjem hvis du vil. Det er måske lidt hurtigt, når det først er i går vi har snakket sammen efter.. Ja, du ved. Mørkets Herres fald. Men jeg vil gerne det her. Jeg vil gerne dig. Og hvis du vil bo her sammen med mig, ville jeg være den lykkeligste mand i hele Storbritannien lige nu."
"Seriøst?"
"Helt seriøst.. Summer, vil du flytte ind sammen med mig?"
"Men.. Ej, hvad? Mener du det virkelig?"
Hun kan næsten ikke tro sine egne ører. Manden der før jul ikke en gang kunne gøre plads til hende i en enkelt skuffe tilbyder hende nu at flytte ind hos sig.
"Ja jeg gør. Er det virkelig så sært?"
"Når det kommer fra dig ja.. Hvad med mine ting? Alt mit tøj? Det kan ikke være i min skuffe."
"Så må jeg jo gøre plads til dig. Kom tilbage i aften. Jeg laver mad. Omkring klokken syv, hvis det passer dig? Så skal du se hvad jeg har fundet på."
Hun er ved at være rimelig mundlam lige nu, og hun nikker så bare, inden hun tager sin blazer over armen. Det er et smukt vejr uden for, og alt for varmt til både strømpebukser og jakke, men hun har sin stav i lommen.
"Det er en aftale så. Vi ses i aften. Skal jeg tage hele min oppakning med?"
Det er så surrealistisk lige nu, det han sådan tilbyder, så hun er nødt til at spørge flere gange, og da han denne gang bryder ud i latter smiler hun også selv.
"Ja, gør du bare det. Maden er klar klokken syv, sharp. "
"Jamen, okay.."
Hun fniser lidt, og læner sig ind over ham for et sidste kys.
"Du er fuld af overraskelser. Vi ses."
"Vi ses stump."
Ved de ord får hun et lille dask bagi inden hun bevæger sig ned af trapperne og til bryggerset, og hopper i de stiletter hun var i dagen før. Hun går ud og lukker den tunge dør bag sig, og hun fniser igen for sig selv. Det her er jo virkelig stort. Hende og Severus. Sådan helt seriøst, sammen. Det havde hun alligevel ikke forestillet sig. Hun går ned af gaden i solskinnet, og et bredt smil breder sig over hendes læber. Selv om der er så megen smerte lige nu, er der alligevel plads til en lille oase af lykke, her på Spinners End.
Længere nede af gaden drejer hun ind af en lille gyde, for at kunne svinge staven. Først bør hun vel tage omkring Diagonalstræde, for overhovedet at se hvad der er af ledige butikslokaler. Der burde være nogen der har drejet nøglen om det sidste stykke tid. Med et lille svirp, står hun i solskinnet, og et bekendt ansigt smiler til hende.
"Det var da utroligt. Hvordan går det? Jeg troede du.. Hvor er det godt at se dig," siger Summer. Ordene vælter ud, som en pærevælling.