Prolog

Solnedgangens lys skar mig i øjnene, mens jeg kneb dem sammen for at bedre kunne se plakaten på flere meters afstand. Hurtigt fik jeg fart på, løb derhen og rev den af lygtepælen og læste den grundigt igennem. Af ren iver bankede mit hjerte næsten ud af brystet på mig. Min mor skal bare se det her!

Begejstret spænede jeg hjem, ind gennem hoveddøren der smækkede i bag mig. Skoene fløj af, mens jeg til sidst endte i køkkenet, hvor min mor var i gang med opvasken.

"Se mor," begyndte jeg, "professor Oaks sommerlejr kommer i weekenden! Må jeg ikke nok få lov til at være med?"

Mor vendte sig rundt. "Okay, men du skal selv kunne huske dig på at være til tiden. Grunden er at jeg skal ud og handle den weekend. Rockruff vil passe på huset imens vi er ude."

"Ruff!" vuffede Rockruff.

Rockruff sad forventningsfuldt i sin kurv. Den havde spidse sten rundt om manken, med blå øjne.

"Det skal jeg nok, mor," lovede jeg til sidst.

Om lørdagen var jeg sammen med en gruppe børn der skulle være sammen med mig i Oaks lejrtur i hans gård. Der var omkring tyve børn der skulle være med på turen, og jeg kunne se mine gode gamle venner fra børnehaven: Jordan Hale og Rachel.

Jordan viste sin utålmodighed med at trampe sin fod i jorden."Hvor bliver Ash dog af? Han kommer for sent."

Pigen der hed Rachel så på ham. "Måske er der en grund til det, Jordan." sagde hun

Jordans fod blev utålmodig med Ash, der så ud til ikke at komme, også efter siden han var begejstret for at komme til sommerlejren ligesom mig.

Til mig, så havde Ash og jeg det samme mål, og det gjorde os til rivaler. Måden jeg ville fange enhver Pokémon i verdenen når jeg blev stor, var ironisk ligesom Ash når han blev stor.

"Okay, børn," begyndte professoren højlydt til os. "Det lader til, at Ash ikke kommer i dag. Lad os begynde rundvisningen."

"Endelig." Jordan rakte hænderne dramatisk i vejret.

Jeg tænkte på, hvorfor Jordan var så spændt på at kunne lege og forstå en Pokémon. Godt nok var jeg også spændt på at lege med en Pokémon, men min interesse var på noget andet lige forløbet.

"Tænk at han ikke kom," sagde Jordan. "Sikke en skuffelse."

"Jeg ved hvad du mener, Jordan," svarede jeg. "I det mindste er vi her."

"Ja, bortset fra ham Ash," nikkede Jordan. Hans ansigt blev dystert, idet han tilføjet: "Han sover sikkert."

"Sådan er han bare," mente jeg mens vi stoppede da Oak standsede ved en Pidgeotto. Den var dækket af brune fjer og den havde et krem farvet ansigt og underside. På dens hoved var der en lyserøde og røde fjer, og dens øjne havde sorte markeringer. Næbbet var lyserødt.

"Nå, børn," begyndte Oak, idet han vendte sig rundt til os igen. "Kender I denne Pokémon?"

"Det er Pidgeotto!" svarede Jordan og jeg i kor.

Vi blinkede og så til hinanden.

"Korrekt," nikkede Oak. "Pidgeotto er en Normal og Flyve-type Pokémon der lever ved at flyve højt oppe i luften. Den kan nemt fange sit bytte, og når den finder sit bytte, dykker den ned fra himlen og tager den." Han kløede Pidgeottos hage, hvilket den kunne lide.

"Øj …" udbrød de andre børn.

"Naturligvis," fortsatte Oak, "så kan Pidgeotto være trofast til mennesker og andre i dens race. Kan I fortælle mig lidt om Pidgeottos særlige angreb?"

Både Jordan og jeg rakte vores hænder i vejret. "Mig! Mig!" sagde vi i kor og blinkede før vi knurrede på hinanden.

"Så, så, I to," afbrød professoren. "I behøver ikke at skændes over jeres fælles interesse. Daniel kan sige sit først."

Jordan var skuffet, mens jeg jublede.

"Pidgeottos særlige angreb er dens Wing Attack!" fortalte jeg.

Professor Oak nikkede igen. "Korrekt. Og hvad ellers kan den gøre?"

"Pidgeottos andet angreb er dens Sand Attack!" sagde Jordan. "Den kan få sand i fjendens syn så den kan angribe uden modstand."

"Præcis!" udbrød Oak overraskede.

De andre børn og Rachel var imponerede over vores viden om Pidgeotto. De hørte hvad Oak fortælle os denne gang. "Lad os komme videre, skal vi?"

Vi gik videre i gården, og jeg kunne fornemme, at Jordan så et par gange på mig, men jeg lod mig ikke være så opmærksom på det, da jeg havde fokuset på Professor Oak og hvad det var, han sagde på dette tidspunkt.

"Okay, nu hvor vi er inde i en skov, kan I fortælle mig lidt om vores skov Pokémon?"

"Øh … der er Kryb- og Græstyper, som bor i skove," svarede Rachel.

"Nemlig," nikkede Oak. "Hvad er de for nogen?"

Jeg rakte hånden op. "Der er Caterpie, Metapod, Butterfree, så er der Weedle, Kakuna og Beedrill, som bor i Viridian skoven."

"Korrekt igen!" udbrød Oak. "Lad os fortsætte rundvisningen."

De gik videre i skoven, men jeg var desværre ikke så hurtig til at følge med dem, da jeg fik øje på et eller andet i en anden retning. Jeg så til venstre og opdagede en Nidoking i kamp.

Jeg gik hen til en busk og så på Nidoking, som var i gang med at kæmpe mod noget. Jeg opdagede en anden Pokémon, den var lyserød i farve og svævede i luften, og den undgik Nidokings angreb.

Nidoking blev rasende for den lyserøde Pokémon, der fløj rundt og undgik dens træk, som var Flamethrower, men angrebet vendte rundt og rammer den i stedet.

Den har jeg aldrig set før, tænkte jeg. Hvad er det for én? Jeg havde nemlig aldrig hørt noget om sådan en mystisk Pokémon der … kunne transformere sig til Nidoking, som blev overraskede, før den løb hen til dens modstander med et Horn Attack.

Men, den transformerede Pokémon forsvandt og lod Nidoking ramme et træ i stedet. Jeg var spændt, men meget begejstrede, da jeg endelig fik set en Pokémon, jeg aldrig havde set før. Hvis Professor Oak så, at jeg havde fanget den lyserøde Pokémon, ville han blive enorm lykkeligt.

Den lyserøde Pokémon kom frem igen og grinede ad den fanget Nidoking.

Hvor fedt! tænkte jeg. Den skal jeg bare fange!

Jeg rejste mig fra busken, men den opdagede mig og fløj væk. Jeg løb efter den.

Solnedgangen var på horisonten. Skyggerne fra træerne lignede forlængede menneskelige skygger. Det var skræmmende, og udover det, så havde jeg ikke set et spor af den Pokémon, jeg tidligere havde set kæmpe imod Nidoking.

Suk. Dette var skuffende. Jeg havde håbede på, at jeg kunne fange og vise den til professoren, men den var piv væk.

Jeg var ankommet til toppen af en klippe, hvor solnedgangs lys kunne ses. Det var smukt, men jeg havde troede, at jeg ville få øje på den svævende Pokémon. Klippen var over en flod nedenunder, mens jeg kiggede fra side til side efter den Pokémon, som kunne forvandle sig til Nidoking, og til min teori, alle andre Pokémon. Jeg så den desværre ikke, da jeg erkendte, at jeg mistede sporet af den.

Dette var bare herligt. Jeg havde ellers håbet på at jeg kunne fange den og bringe den til Professoren, men den var væk - eller det tænkte jeg, da jeg så en transformation igen lige nede i floden efter jeg hørte et ordentligt plask nede i vandet.

Den Pokémon, jeg fik set tidligere, havde forvandlede sig til en Lapras.

Jeg spildte ingen tid og begyndte at klatre ned fra klippen. "Vent!" Mit ben gled på en sten der hang i siden, og jeg faldt ned fra mit greb på siden af klippen med et skrig, men en lyserød ballon reddet mit liv, inden jeg nået til bunden af klippen. Jeg åbnede mine øjne og erkendte, at den lyserøde Pokémon foran mig der svævede, grinede før ballonen jeg var på nærmede sig jorden og jeg faldt ned på stenene.

Da jeg rejste op igen, opdagede jeg, at den fløj væk i en fart. Jeg smilede til mig selv før jeg hørte en stemme.

"Daniel! Dér var du!" kaldte Oak i lettelse, inden han stoppede ved min side. "Jeg blev helt bekymret, da du ikke var med os i gruppen."

Han opdagede mit udtryk på ansigtet.

"Du ser lidt lykkeligt ud, Daniel," indså han. "Hvad skete der?"

Jeg kunne endelig tale efter hvad der føltes som en evighed. "Altså … du vil nok ikke tro det, men …" begyndte jeg, "jeg fik set en ny Pokémon!"

"Hvad? En ny Pokémon?" udbrød Oak. "Er det sandt?"

Jeg nikkede. "Den var lyserød og havde blå øjne. Det var som om, at den legede med en Nidoking, og desuden, så kan den transformere sig!"

"En Pokémon der kan transformere sig …?"

"Og ikke nok med det," fortsatte jeg, "men den reddet mig, da jeg faldt ned fra klippen deroppe!" Jeg pegede opad til klippen jeg havde faldet fra, og Oak fulgte med min retning af fingeren.

"Dette er en stor opdagelse!" udbrød Oak lykkeligt med spredte arme. "Vi må hellere fortælle din far om det. Men inden da, så skal du med mig tilbage til gruppen, siden de er bekymret for dig."

Jeg forstod godt hvad det var, han mente med det. "Okay," nikkede jeg.

Vi gik tilbage til gruppen for at få resten af rundvisningen.

Det var endelig slut med weekenden. Mor lavede aftensmad, mens jeg sad og ventede til, at hun blev færdig. Rockruff lå ved siden af mit ben. "Og hvordan har din dag så været, min skat?" spurgte hun.

"Helt fint," svarede jeg med spænding i kroppen. "Jeg så en ny Pokémon."

"Er det sandt?" Mor drejede rundt til mig, idet hun blev færdigt med maden og satte sig ned foran mig ved spisebordet. Vi begyndte at spise, med Rockruff der fik sin Pokémon mad.

"Jeg tror, at det er den, som far ledte efter dengang han rejste gennem Kanto," fortalte jeg.

"Du har haft en stor oplevelse i dag," mente mor.

"Når jeg bliver ti," begyndte jeg, mens jeg dagdrømmet, "vil jeg tage ud og rejse i Kanto for at lede efter den Pokémon jeg så i lørdags og fange den i en Pokéball."

"Så skal du først spise din aftensmad," mindede mor med en løftede finger, "inden den bliver kold, min skat. Du kan ikke være Pokémon træner uden at spise din mad."

Jeg grinte og spiste min mad. Jeg var så opmærksom på at spise aftensmaden, uden at jeg hørte mor mumle til sig selv.

"En ny Pokémon … det bliver noget …"

"Sagde du noget, mor?" spekulerede jeg og så nysgerrigt på hende.

Mor blinkede og rystede på hovedet. "Nej-nej. Tænk ikke over det."

Jeg var lidt forvirret, men gav et skuldertræk og fortsatte med at spise sammen med hende og Rockruff, der spiste lige så langsomt, som han altid gjorde.

"Skat, jeg skal nok komme til at være væk i næste weekend," fortalte mor mig. "Er det i orden med dig?"

"Hvor skal du da hen?" spurgte jeg nysgerrigt.

"Det er en hemmelighed," svarede hun. Hun så på mig. "Kan jeg regne med, at du kan passe huset i orden med Rockruff indtil jeg kommer hjem igen?"

Jeg nikkede. "Selvfølgelig, mor."

"Tak, min skat," sagde hun taknemligt.

Jeg var klar til opgaven. Jeg skulle bare være sammen med Rockruff i to dage, hvor svært kunne det være?

Efter vi blev færdige med at spise, stod mor op og tog opvasken med vores tallerkner. Jeg så på billederne, der hang på væggen. Det var som om, at jeg savnet far, og det gjorde jeg. Han plejede altid at rejse ud efter at være hjemme én enkel dag, og det var når jeg havde fødselsdag. Hvorfor skulle han også rejse hele tiden?

Rockruff fornemmede mine følelser og nussede mig på benet.

"Er der noget galt, skat?" Mor vendte hovedet til mig.

"Jeg tænkte bare på far," var mit svar. "Hvorfor er det at han altid rejser ud i verdenen, når min fødselsdag er overstået? Jeg ville gerne have ham lidt mere på besøg end bare et par timer herhjemme."

Mor så på billederne. Dertil sukkede hun. "Jeg forstår hvad du føler, min søn. Men du skulle vide, at din far er en Pokémon træner. Og desuden," tilføjede hun, "så var han ikke kun et par timer hjemme på dine fødselsdage, end hvad du tror. Han plejede godt nok at rejse ud, ja, men det var der en god grund til."

"Virkelig?" Jeg hævede et bryn. "Jeg troede ellers, at han var Pokémon Ligaens Forkæmper for at beholde sin titel. Jeg tog åbenbart fejl …" lo jeg.

Mor nikkede. "Men du skulle vide, at hver gang din far kom hjem, legede hans Charizard med dig og I hyggede jer sammen.."

Jeg smilte til mig selv. Jeg kunne godt huske de minder med min fars Charizard. Jeg følte Rockruff nusse mig på benet. Jeg knælede ned og han havde et bredt smil. "Du vil også gerne se far hjemme, vil du ikke, Rockruff?"

"Ruff!" vuffede han.

"Men der er én ting du skal huske, Daniel," begyndte mor, "og det er at din sengetid er kommet."

Jeg grinte og lagde Rockruff ned på gulvet igen. Dertil gik jeg hen til trappen og op til mit værelse. Da jeg kom ind igennem døren til værelset, gik jeg over til vinduet og stirrede ud til stjernerne der kom på den smukke, mørkeblå himmel.

Der gik lidt tid, før jeg tog tøjet af og gik under dynen og faldt i søvn.